Værdier & Arbejdsgrundlag

Møltrup er et hjem, hvor mænd (som for kortere eller længere tid har brug
for støtte i deres liv) kan finde hjælp til at tage livet op på ny.

I overensstemmelse med stifteren Johannes Muncks tanker
bygger Møltrup på et kristent grundlag, og betragter sig selv
som en del af det frivillige folkekirkelige diakonale arbejde.

Mændene betragtes ikke som klienter, men som mennesker, der kommer til Møltrup for at være med til at drive gården. Enhver, som har brug for den hjælp, Møltrup kan yde, bydes velkommen, så længe der er plads.

Midt mellem Herning og Holstebro ligger Møltrup Optagelseshjem. Det er en gammel, hvidkalket herregård fra 1700-tallet med springvand og stynede lindetræer på gårdspladsen.

Det er samtidigt hjem for 117 hjemløsemænd, som - ved at hjælpe med at drive gården - får mulighed for at træde ud af deres egen skygge og i stedet tage livet op på ny.

Møltrup har fungeret som sådan i mere end 110 år, og visionen blev skabt i hjertet på fængselspræst Johannes Munck, der gennem årene havde bevidnet mangen håbefuld indsat blive løsladt i troen på, at nu skulle alt blive anderledes. Men nej! Det varede alt for ofte kun kort, indtil fængselspræsten i Vridsløselille atter fik disse mænd i sin varetægt.

Troen på en anden og bedre fremtid for tidligere straffede – og dertil en anonym pengegave – fik i 1912 Johannes Munck til at drage ud på heden i Jylland og opkøbe herregården Møltrup.

Den kongstanke, at fællesarbejdsindsats skaber indhold, sammenhold og rette rygge, udgjorde visionen allerede da, og det er stadig omdrejningspunktet på Møltrup den dag i dag.

Det er en verden til forskel at have nogen og noget at stå op til om morgenen.

– Hvad enten man er i marken, stalden, montageværkstedet, palleværkstedet,

savværket, køkkenet, slagteri og pølsemageri eller i caféerne.

Bliv en del fællesskabet

Hvis du også ønsker at blive en del af arbejdsfællesskabet på Møltrup, så er du altid velkommen til at kontakte os.